6. november 2018 – i dag er det 9 år siden, Søren døde!
Hvor bliver tiden af – 9 år, det er længe! Min Mor levede 11 år efter Fars død, min svigermor overlevede sin mand med 30 år! Jeg kan huske, jeg tænkte på, hvordan man klarede at være alene så længe?
Men selv om Søren altid vil være i mit hoved, og jeg tænker på ham hver dag, og ja – der er et savn. Så er sorgen afklaret for længst, og jeg har det fint alene. Men jeg er jo også, modsat min Mor, udadvendt og social, har mange interesser og er stadig i stand til at tage initiativer.
Og med min elskede lille Diki som dagligt selskab – så er der én at snakke til 😉 – så har jeg det jo godt!
Men en tanke til Søren vil jeg sende i dag – og så igen – igen være glad for, at hans sygdom ikke trak endnu længere ud med de smerter, det gav.
Hvil i fred!











































