Skal jeg være med? HANNEs Patchwork “leger” normalt med sine kunder (og andre) ved sommertid eller før jul, men hendes kunder, som formentlig keder sig i disse hjemme-tider, har opfordret hende til en “Forårsleg” – og Hanne, som selv er et legebarn og elsker patchwork, har på rekordtid lavet mønster og tilrettelagt en 4 ugers Mystery, hvilket betyder, at vi ikke ved, hvad det går ud på!
Nu er Hanne også forretningskvinde, så hun tilbyder kits med det nødvendige stof i 4 forskellige farver + tråd. Men man må som vanligt hjertens gerne bruge stof fra det personlige lager!
Og jo, selvfølgelig skal jeg være med, det har jeg været de fleste gange i alle årene.

Så i går gik “jagten” ind på stoffer, som jeg håber vil passe. Et bundstof og 3 mønsterstoffer. Jeg kan godt lide at være lidt kontroversiel, så jeg har valgt et livligt bundstof og 3 rolige stoffer – men alligevel kontrast – til mønster. Så må vi se, om det dur?
Det er dejligt at ha’ mulighed for at vælge og vrage!