Det skal selvfølgelig fotograferes, så tæppet kommer mere til sin ret, dvs op at hænge, men det kan jeg ikke herhjemme, fordi det er så stort: 200 x 240 cm = Christians sengetæppe til 3/4 seng i hans 1-værelses lejlighed, hvor der ikke er plads til både en seng og en sofa. Christian har selv godkendt stofferne, som jeg havde “på lager”, og som jeg synes er dejligt maskuline til en ung mand på 25 år!
Nu har jeg syet kanter på og har selv quiltet det på min egen symaskine, rullet sammen diagonalt til en lang “pølse, som ligger hen over skulderen og rulles ud efterhånden. Heldigvis har jeg en Pfaff maskine med overtransportør og en bred “arm”, så det kan være der. Men det giver ømme skuldre!
Det bliver udstillet på Dansk Patchwork Forenings TRÆF i Lillebælthallerne i Middelfart i denne weekend, sammen med mange andre fine tæpper, bl.a. 33 tæpper fra Lillebælt Quilterne, som jeg er medlem af. Vi skal derover i eftermiddag og hænge op.
Victors mor måtte i går aftes en tur på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital efter nogle dage med smerter i hals og ører, og Victor og hans far fulgte hende – også videre på “Riget”, hvor en konstateret byld i halsen skulle behandles.
Da den ambulante operation skulle foretages, gik far og søn udenfor og ventede – det kunne nok være for ubehageligt for en 10-årig at overvære!
Men først gav Victor sin mor, hvad han havde smuglet med (skjult i bukserne): en bamse! Medbragt med henblik på en evt. indlæggelse, som heldigvis ikke blev nødvendig.
Sikke en omsorg og sikke en kærlig tanke, at mor måtte låne en af hans bamser til trøst!
Victor er en kærlig og omsorgsfuld dreng! Dejligt!
Der må være andre, der kender den fornemmelse, det er, når man bliver totalt opslugt af en bog?
For mig sker det også (og måske især), når det er en bog, jeg har læst før, flere gange, og som alligevel fanger mig og sidder i mig, nærmest som en fysisk følelse!
Jeg har altid været en læsehest, lige fra jeg var 8 år og gik i 2. klasse og begyndte at læse små letlæselige bøger – jeg var hurtig til at lære det.
Jeg læser ikke hele tiden mere (falder ofte i søvn og kan have svært ved at koncentrere mig). Men pludselig bliver jeg fanget af en bog med et godt indhold – eller kommer selv i tanker om én, jeg længes efter at læse igen!
Det gælder i meget høj grad den, jeg lige har lagt fra mig (igen): Rosamunde Pilcher’s “Konkylie samlerne”. Jeg er helt udmattet! Den er så fantastisk!
Jeg har set den som film også (heldigvis først efter at have læst bogen), og det er også en dejlig film. Men film kan ikke få alle detaljer med – det gælder alle filmatiseringer af bøger – og slet ikke, når det er Rosamunde Pilchers tekster, der er så detaljerede, så ubegribeligt fint beskrivende, at det ikke er til at fatte, at nogen kan skrive sådan!
Jeg fik bogen engang i fødselsdagsgave af en anden voksen-spejder, som jeg samarbejdede med – det må have været i 1999, og jeg kendte slet ikke forfatteren! Jeg var midt i en stor spejderlejr, hvor jeg havde ansvar for hele registreringen af 22.000 spejdere! inclusive flere tusind udenlandske spejdere og deres sammenkobling med danske spejdergrupper. Det var vildt spændende, så der gik noget tid, før jeg havde overskud til at læse skønlitteratur!
Men så skal jeg ellers love for, at jeg blev indfanget, og senere læste jeg mange flere bøger af samme forfatter. De er allesammen gode (det er filmatiseringerne ikke allesammen!), og jeg nyder dem. Men Konkyliesamlerne er noget helt, helt særligt! Stadigvæk – ikke til at ryste af sig!
Jeg har knoklet i de sidste dage – i den varme, som jeg har svært ved at holde ud! – for at få Christians sengetæppe så langt, at quiltningen kan starte. Men jeg var lige ved at give op i dag af udmattelse.
Heldigvis havde jeg en aftale på Depotgården om hjælp til at “sandwiche”, lime og fiksere tæppets 3 lag, så jeg tog mig sammen, stoppede det hele i et stort net og kørte derind, inden de gik hjem fra tektilværkstedet (og så købte jeg lige brød med til eftermiddagskaffen!).
Heldigvis var der et par frelsende og hjælpsomme piger, der straks smed, hvad de havde i hænderne og tog fat sammen med mig. Vi kunne så konstatere, at min fornemmelse var rigtig: bagsiden er for lille! Men det er der råd for, den kan “skarres” (øges), og det kan jeg nemt gøre herhjemme, når jeg nu præcis ved, hvor meget, der skal føjes til.
“Toppen” (oversiden) er helt færdig, det blev den i formiddags, en smal og en bred kant er syet på, det hele er strøget – og det ser bare godt ud! Så på mandag er de klar til at hjælpe mig med at lægge det sammen, så jeg kan quilte.
Det er utroligt, hvad det betyder, at der står gode venner klar, når man trænger mest til det! Opmuntring, håndtering og godt humør virker som ved et trylleslag, så træthed og mismod forsvinder, og man er klar igen! Også selv om det er stort!
Det er jo næsten ikke til at sy i den varme, vi har pt! Men jeg havde sat mig for, at det sengetæppe, jeg har lovet Christian til hans nye ét-værelses lejlighed, skal være færdigt, så det kan komme med på Lillebælt Quilternes udstilling på Dansk Patchwork Forenings TRÆF i Middelfart 27.-28.august!
Men det er gået ufatteligt langsomt!
Nu er det endelig klar til at sy sammen – blokkene er syet sammen 4 og 4 til store blokke 44 x 44 cm, og lagt op og byttet rundt, om og om! Nu blir det sådan, og så med en kant som ramme yderst. Stort og maskulint, synes jeg, til hans 3/4-seng, som også fungerer som sofa i den lille lejlighed. Mønsteret er “Hidden-nine-patch”, et mønster, som er sjovt at sy!
Jeg er så heldig, at Lis vil quilte det for mig på long-arm-maskinen på Depotgården i morgen!
Jeg fik hyggeligt besøg i dag! Christian ringede og spurgte, om jeg var hjemme, for han ville gerne afprøve sin “One-wheeler” = el-skateboard med ét hjul! Han ville køre fra Vejle til Fredericia for at se, om boardet har strøm nok til sådan en tur – men han havde brug for en sikkerhedsline, hvis den løb tør undervejs!
Der blev heldigvis ikke brug for Farmor og Farmors bil som sikkerhedsline, for lige pludselig landede han i entréen (til stor begejstring for Diki!) Der var ovenikøbet 16% strøm tilbage, og turen tog ikke de 2 timer, han havde beregnet.
Det var jo rigtig dejligt! Så vi hyggede os med en Magnum og en kop kaffe!
Og så købte vi ind i Brugsen til aftensmad, som Christian gerne ville være med til at lave. Vi kiggede både på hakkekød og skaftekoteletter – men det blev til Svensk pølseret, som han gerne ville lære at lave.
Det var jo rigtig hyggeligt at være 2 om at kokkerere, og nu kan han lave den ret, som vi elsker i vores familie, og han kender hemmelighederne! F.eks. ikke så meget karry, som hans far brugte, da han for mange år siden lavede det til sine spejdere på lejr, så det blev så stærkt, at det blev en legende!
Han tog toget hjem til Vejle og var heldig at få orange billet, den kostede kun 25 kr!
Det foresvæver mig, at der er et eventyr om én, der føler sig forhekset, fordi alt, hvad hun rører ved, går galt?
Sådan føler jeg i dag!
Jeg har ellers godt gang i Christians sengetæppe (og er sikker på, at det bliver flot!), alle de oprindelige blokke er syet og skåret igennem igen, jeg fik rigtig god hjælp på Depotgården forleden til at dreje/flytte og lægge dem op, og nu er jeg ved at sy dem sammen igen – det går som smurt! Men pludselig gik det galt: en af blokkene blev syet forkert sammen – pille-op-og-sy-igen – og igen! Og 3. gang var undertråden sluppet op, uden at jeg havde opdaget det – så om igen, og nu var det rigtigt! Men jeg holdt en pause!
Sådan var det også med den Hanne Falkenberg trøje, jeg er ved at strikke – bedst som jeg troede, jeg var næsten færdig, kunne jeg se, at det ikke passede, så om igen! Og nu er jeg meget omhyggelig med at kontrollere, at jeg strikker rigtigt (det er et ikke helt nemt mønster).
Jeg er jo usikker på, om jeg kommer til at mangle garn og har efterlyst, om nogen har en rest liggende (farven er udgået). Og så kom jeg pludselig til at tænke på, at det vist var samme farve, der indgik som kontrastfarve i en anden trøje fra samme strik-designer for nogle år siden? Så mon der skulle gemme sig en rest i mit eget garnlager?
Ja for Søren, det er ikke meget, men omkring 30 gram! Og det er jo skønt, hvis det viser sig at blive nødvendigt. Jeg har lovning på 15 gram, som en anden strikke på Facebook-gruppen har til overs – så er jeg sikker på, at der er nok!
Det er nærmest forrygende lige p.t. – lidt mærkeligt efter meget stille juni og juli. Dels varmen (indimellem) og solen, som jeg tåler dårligt: jeg blev ret solskoldet bare på den tid, det tog at slå min lille græsplæne først i juli, og jeg døjer stadig med kløen i nakken! Jeg har i næsten hele mit voksenliv lidt af “Vitiligo” = mangel på pigment i huden, startende med 2 små hvide pletter på en hånd, da jeg var 23 år, som langsomt har bredt sig og nu er som hvide plamager over det hele – jeg skal virkelig passe på! Og jeg bruger da også solbeskyttende creme med høj faktor, men jeg havde ikke lige tænkt på at smøre mig i nakken for det kvarter, det tager at slå græsset!
Nå men så jeg lavet mange andre ting, ikke alt med held! Jeg har været meget optaget af at strikke en sommerbluse – “Look” af Hanne Falkenberg, men jeg måtte trevle op flere gange i starten, fordi jeg strikkede forkert. Og nu, da jeg var næsten færdig og var spændt på, om jeg kom til at mangle garn (det er udgået!), så viser det sig, at jeg igen har lavet en fejl, så jeg har trevlet ca 1/3 tilbage, uden at jeg fundet ud af, hvad jeg har gjort galt, men så må jeg læse mere grundigt på opskriften, for HF’s opskrifter er der ikke fejl i! Den er sjov at strikke, så jeg opgir ikke.
Og lige nu har jeg løst en opgave for Lillebælt Quilterne, hvor jeg er kommet i bestyrelsen, hvor jeg har meldt os til at udstille i fællesskab, når Dansk Patchwork Forening holder det årlige “TRÆF” i Middelfart 27.-28. august. Det har vi ikke prøvet før, og der kræves en del dokumentation for at deltage. Vi udstiller 31 tæpper på vores eget område, det bliver sjovt!
På Depotgården har vi jo i løbet af foråret syet 40 små tæpper til ukrainske flygtningebørn, og det viste sig vanskeligt at få dem afleveret! For de flygtninge, der er kommet her til kommunen, bor rundt på forskellige steder, nogle af dem privat, og der var ingen hjælp fra kommunen mht at tæpperne kunne finde ejere! Faktisk endte det med, at jeg fik 7 tæpper tilbage! Men pludselig var der én, der fandt ud af, at der bor flere kvinder med børn i Gauerslund, som ligger mellem Vejle og Fredericia. De arbejder på et gartneri, børnene går i skole, og de bor i et fælles hus. En kontaktperson har afleveret tæpperne, og modtagerne var ved at gå bagover af glæde! Så det var dejligt! Vi har stadig nogle “toppe” (oversider til tæpper), der kan gøres færdige, hvis det bliver aktuelt.
Hvis der ikke bliver brug for dem, har jeg undersøgt, om Mødrehjælpen evt. kunne bruge dem til “Startpakker”, som vordende forældre kan søge om gennem sundhedsplejere eller jordemødre – men Mødrehjælpen i Fredericia melder ud, at der ikke er efterspørgsel! De har flere fine tæpper og flotte startpakker liggende klar, som bare ikke bliver afhentet! Mærkeligt!
Midt i travlheden forleden stod min pc af! – nej ikke pc-en, men hele Office-pakken! Og det var slemt! Jeg var jo netop ved at lave oplysende skema om tæpperne osv. Men heldigvis har jeg god hjælp til den slags fra yngstesønnen, som kan fjernstyre min pc og evt. finde og reparere via forbindelse hjemme fra sig selv.
Her var der dog ikke noget at reparere – der måtte en ny Office-pakke til, og det købte og installerede han så også for mig. Desværre er mit adresse-kartotek blevet væk i processen, så hvis det ikke lykkes at geninstallere det, må jeg oprette et nyt – det bliver besværligt, men er muligt.
Og så skal jeg se at få de 2 tæpper færdige, som jeg selv vil have med på udstilling, så jeg har faktisk rimeligt travlt!
Yngstesønnen havde fødselsdag i går – desværre måtte han undvære en meget vigtig person på sin fødselsdag: “Junior” = sønnen Victor, mit yngste barnebarn. Victor er midt i en kæmpe stor oplevelse, han er nemlig deltager i “Spejdernes lejr 2022” på Hedeland (naturområde ved Hedehusen/Roskilde), sammen med 32.000 andre spejdere!
Det er jo stort! Ikke bare for Victor, 10½ år gammel, men også for både hans Far og Mor, som begge er tidligere spejdere, og selvfølgelig også for gamle Farmor, som har været på utallige spejderlejre, incl. mange store lejre som f.eks. “Blå Sommer” x 5, og som er lykkelig over at barnebarnet følger op på familie traditionerne!
Med fødselsdag på netop den dato har Victors Far selv holdt sin fødselsdag på spejderlejr mange gange, det er der kommet forskellige sjove fejringer ud af (f. eks. morgenvækning af en sækkepibespiller!) – men nu var det så omvendt fødselaren, der måtte savne sin søn.
Heldigvis kunne Victor låne en mobiltelefon af sin leder og sende en morgen-sms med lykønskning til sin Far med forsikring om, at han savner Mor & Far – men han har ikke hjemvé! Det er en god besked at få i fødselsdagsgave.
Fødselaren kunne til gengæld bestille kagemand til hele Victors gruppe – den omvendte verden, men mon ikke, det har været vellykket?!
Man kunne godt tro, det var løwn, men den varmeste dag i flere år i DK tilbragte jeg med en helt vild udflugt! Jeg kørte i “den lille “blå” til Horsens på besøg hos en rigtig god patchwork veninde, en aftale, som jeg havde måtte aflyse pga sygdom for et par uger siden og derfor ikke ville svigte igen.
Jeg var helt ærligt betænkelig! Jeg har det ikke godt med varme! Men heldigvis har den lille bil et udmærket air condition anlæg, og efter at jeg havde luftet Diki meget tidligt, “luftede” jeg også bilen ved at lukke begge fordøre op i 1 time, mens jeg spiste morgenmad – og så kørte jeg altså!
Heldigvis bor min gode veninde på 6. sal ud mod havnen og har ikke bare 1, men 3 terrasser så det var bare at vælge den, hvor der var mest køligt, og der var virkelig dejligt med en let vind og skygge. Så der tilbragte vi hele dagen med hyggelig snak – hvor heldig kan man være? Det var en rigtig dejlig dag!
Og Diki havde sovet hele dagen, han er god til at være alene hjemme. Jeg havde sikret mig hans velfærd med en aftale med sønnen: Hvis jeg nu fik hedeslag el. noget andet ubehageligt og ikke var kommet hjem kl 17, så måtte han tage sig af hunden! Det har jeg aldrig spekuleret over før – jeg er uforbederlig optimist!