Nostalgi

Det var en rigtig dejlig juleaften hos datteren og hendes familie i går, dejlig mad – og jeg må være inde i en stime, for jeg fik igen mandelen og mandelgaven!

juletræ

Juletræet er meget smukt, og pynten meget nostalgisk! Vi kan godt lide at huske historierne bag de forskellige ting, og der er jo både ting, som har været på vores juletræ, da vores børn var hjemme, ting fra svigersønnens familie og ting, som jeg har lavet. Jeg har også syet juletræstæppet for mange år siden efter datterens ønske med hensyn til mønster og farver, kan ses HER.

kissers hjerte

Min nu afdøde søster var meget dygtig til at klippe og flette hjerter, og disse har hun lavet og sendt til os i Grønland – så det er mange år siden.

kissers hjerte 2

Og så er nogle, som jeg har syet indenfor de seneste år:

minihjerte

minihjerte 2Der var et væld af gavepakker, som de 2 store drenge delte ud med megen spøg og skæmt. Og jeg skal love for, at jeg er glad for mine gaver!

Og hundene, de 2 unge Diki og BeBe og den lidt ældre Bodil (som er trist og træt pga løbetid) enes så godt og havde også en dejlig aften. Så Diki sover meget i dag!

Diki er “julefin” !

diki

Og det sang jeg for ham: “Diki han blir julefin – julefin…” – på hjemmelavet melodi, mens jeg friserede ham – det ku’ han godt lide, altså at jeg sang! Så stod han næsten stille.

Han trængte til et bad, og det skulle være nu inden vi skal holde Juleaften, men han er altså ikke begejstret! Han finder sig i badet og elsker frotteringen, og så får han lov at styrte rundt og trille sig i guldtæpperne. Men så skal han jo føntørres og børstes/friseres, for hans pels er allerede halvlang, så den filter.

diki føn

Han kan faktisk godt lide at blive fønnet, og han står og drejer sig efter den varme luft..

diki føn 2

..langer lidt ud efter føntørreren – men så kommer den hårde del: børstningen eller friseringen, på skift, så da må mor her hæve stemmen lidt og lægge ham ned

diki færdig

Men så bliver han da også fin! Og LÆKKER! Og han ved det! Jeg får så mange, mange kys!

Rigtig god jul til alle fra en smuk og dejlig hund og hans Mor!

Juleaften i aften

24. december – juleaften. Rigtig glædelig jul til jer, der følger min blog, og til alle andre. Jeg håber, I får en dejlig jul!

Jeg fik resten af gaverne pakket ind i går aftes – nogle af dem blev sendt til Brøndby i sidste uge – og dem bringer jeg selv ud i eftermiddag. Den ene pose fuld til ældstesønnens familie, den anden sammen med mig selv og Diki, når vi skal holde juleaften hos datteren og hendes familie, incl. de 2 “kusiner” Bodil og BeBe, gad vide, hvordan det vil spænde af rundt om juletræet?

Nu hygger jeg mig med nogle aktiviteter, bl.a. skal Diki have en “julevask”, så han bliver fin. Men der er ingen stress på, som før i tiden, hvor jeg altid havde 100 ting, der SKULLE være klar i sidste øjeblik. Det er efterhånden mange år siden, at vi holdt juleaften for familien, nu er det på skift hos mine børn og børnebørn, og det er dejligt, de har jo bragt vore juleskikke med sig.

Og 2. juledag skal vi alle sammen være sammen til julefrokost. Så det skal nok blive en dejlig jul!

Ræs!

Selv om man mente, at det hele var købt ind, så…

Af sted igen efter madvarer til familie-julefrokosten, som jeg leverer en del af maden til, og en masse “som er godt at have i huset”, når jeg får kære gæster.

HVERT ENESTE år tænker jeg: hvad skal vi dog med alt det? Men det gentager sig – for der må jo ikke mangle noget. Og hvis rejerne koster 20 kr mere i Brugsen, så kører jeg til den anden ende af byen til Føtex! Og så havde de så meget lækker frugt, at jeg købte ind til frugtsalat, som vi ellers havde snakket om, at vi nok ikke kunne spise! Ha!

Det er godt, ræset er ovre nu, og jeg glæder mig SÅ meget til juleaften, julefrokost og hygge med alle mine børn i år!

1½ time og færdig

1½ time = ind til byen, find 3 de butikker, jeg skulle handle i, lidt kø, men ikke slemt, så er alle julegaverne på plads incl. bytning af 2, som vi opdagede, at vi var 2, der havde købt, så de er byttet FØR jul! Smart! Løb lige på datteren, som var ude i samme ærinde, fik lige et godt råd til en gave, vi havde travlt begge 2, så vi gik hver sin vej.

Et enkelt julekort afleveret på vejen hjem, så det var da hurtigt med 1½ time.

Hjem igen, hvor posten havde været med 1 gave fra yngstesønnen til en af de herboende familiemedlemmer, som jeg har lovet at formidle. Det kan godt være et puslespil at ordne det hele.

Jeg blev lidt forpustet, gad vide, om det er eftervirkning fra i formiddags?

Slappe af nu!

Puh ha, det var ikke lige, hvad jeg havde brug for..

..det var nok noget i retning af insulinchok, jeg fik før frokost, da jeg ville gå ned og handle, før jeg spiste frokost, og mit blodsukker, uden at jeg vidste det, var lavt.

Jeg blev svimmel og var da helt nervøs for at falde om midt på gaden – med Diki i snor – eller inde i Brugsen. Det var møg ubehageligt, men jeg kom da hjem i god behold. Tilgengæld helt gennemblødt af koldsved. Det har jeg ikke prøvet før-

Ganske rigtigt var blodsukkeret kun 4.6, så jeg fik travlt med at proppe et par stykker mad i mig og drikke et par spande te!

Så går det godt igen.

Jeg kan huske, at da min svigermor fik “gammelmands sukkersyge”, som er det samme som min diabetes II, da instruerede vi vores datter i at holde øje med, om Farmor var svimmel eller skidt tilpas, så skulle hun give hende en banan. Det var, da Farmor så gerne ville på en bustur til Bornholm, som hun elskede, men hun var lidt betænkelig ved at rejse, for hvis nu… Og så kom hun i tanker om at invitere sit 16-årige barnebarn, vores datter, med. Det gik rigtig fint, og hun klarede sig fint. Men var jo også tryg ved at have selskab. Og helt ærligt: jeg syntes, det var flot, at den gamle dame på 82 spurgte buschaufføren, om han ikke kunne tage barnebarnet med ud på diskotek, så hun ikke bare skulle sidde og kukkelure med sin gamle Farmor – så lagde hun nøgle i vindueskarmen!

Der kan man bare se, hvad der kan komme ud af en irritation!

Siden ved middagstid har YouSee været nede – i hvert fald her i nabolaget – så jeg har hverken kunne komme på nettet (sikke en katastrofe!), telefonere på fastnet eller se TV – nå, TV ser jeg alligevel sjældent i dagtimerne. Men det er så også først nu ved 18-tiden, at der åbnet igen.

Men sådan set passede det meget godt! For jeg skulle poste mine julebreve i dag – som sædvanligt lovlig sent. Jeg har de sidste 2 dage skrevet på “årsbrevet”, som alle, jeg udveksler julehilsner med, får, enten på mail eller (de fleste) pr. “snailmail”, og det holder jeg fast i, selv om det er pæn udskrivning i porto. Det er en slags årsberetning med indsatte billeder, så der er både tekst og billedbehandling og opsætning indbygget. Det kan jeg jo godt lide, men det tager tid!

De blev printet ud i går aftes, og så var jeg klar til at skrive medfølgende kort med personlig hilsen og pakke dem. Det tager også tid, og faktisk har det taget hele dagen incl. indkøb af frimærker – men ikke julemærker, for de var udsolgt, både hos boghandleren og i Brugsen! Det er godt, jeg allerede har støttet ved at købe årsmærket til alle mails, som indbefatter julemærket. Og det fik jeg så rimelig god tid til, fordi jeg ikke kunne bruge tid på at tjekke mails eller skrive her på bloggen – før nu, hvor alle 24 breve er postet i postbutikken. Og efter den første times tid, hvor jeg ikke vidste, om det var min forbindelse eller noget generelt, der var nede, fik jeg en SMS med besked om, at det var en teknisk fejl, og man først forventede forbindelsen genoprettet kl. 20.

Jeg har heldigvis en DAB radio, så jeg kunne høre musik og radioavis imens. Og nu har jeg ro i sindet, fordi denne juleskik er afviklet, så jeg kan slappe af.

Julegaverne er også indkøbt, jeg hentede lige én på posthuset, og den allersidste er på strikkepindene. Det er helt underligt, for jeg er som regel i meget sidste øjeblik med alt muligt.

Selv om jeg ikke laver konfekt eller bager en masse småkager mere (jeg har ikke godt af det), så ku’ det godt være, jeg skulle bage lidt til familien de næste dage. Det er så hyggeligt.

Post Danmark

Man kan så også blive imponeret – selv om jeg ikke altid synes, at Post Danmark er noget at råbe hurra for –

..men i forgårs ringede det på døren kl. 20.30, og jeg ventede ikke nogen, så man er lidt forsigtig, når man åbner. Heldigvis kunne jeg gennem ruden se en postbil holde udenfor, og ganske rigtigt: det var et flinkt pakkepostbud med min pakke fra Perch’s Tehandel (uhm, nu kan jeg drikke forskellig te hver gange!) – tænk engang kl. 20.30!

I går bestilte jeg en julegave i en webshop, noget i tvivl, om den kunne nå frem, men der stod, at pakker kunne bestilles frem til 22. december og nå frem til jul! Så jeg bestilte kl. 17.15 en gave med afhentning i nærmeste postbutik.

Og sørme: nu har jeg kl. 10.22 fået en mail om, at den kan afhentes

Pixi-hue til Victor

pixi hue

Så blev jeg færdig med en Pixi-hue til Victor som ekstra julegave, og den nåede at blive vasket og tør i løbet af natten, så den kom med “kureren” til Brøndby i morges.

Det er en skøn hue, opskriften er lavet med inspiration fra “Trudes Pixihue” (norsk), af Lone Meyland, og jeg har så også ændret lidt i opskriften. Den har hals, som er længere foran end bag, så den varmer brystet og kan gå under jakken/flyverdragten og holde den lille mand varm, Jeg har strikket en fast kant rundt om ansigtet, så den ikke flaner, og jeg eksperimenterede med maskeantal, fordi jeg brugte et lidt tyndere garn end i opskriften.

Garnet er fantastisk lækkert, blødt! Det er “Mini Mochi” fra Crystal Palace Yarns, som jeg havde “på lager”, købt for flere år siden hos MARKNO.

Jeg håber, den passer!