“Må man ta’ hunden med sig ind i himlen?
Den er sød og den har vær’t min bedste ven.
Den er klog og fin,
Og har lige vær’t i bad.”

Ordene i visen “Himmelhunden” faldt mig ind, da jeg i går tog den utroligt svære beslutning, at søde, bløde, nyvaskede Diki nu skulle have lov at flyve i forvejen ind i himlen!

Hold da op, hvor er den beslutning svær!!! Jeg vidste det godt, jeg har prøvet det 4 gange før – men det bliver det bestemt ikke nemmere af!

Diki har været sammen med mig – kun os 2 – i næsten 11 år, de andre højtelskede hunde: Toby (Cocker spaniel), Bamse (labrador), Baloo (flot, dygtig schæfer) og Whisky (smuk selvrådig børneglad schæfer) har været familiehunde, som har boet med familien fra 1979 – 2012.

Diki var MIN hund, og som denne races hunde stærkt knyttet til sit menneske, men også glad for resten af familien.
Det er svært at skildre en Tibetansk Terrier – den har så mange sider, men er først og fremmest en hund med stærk vilje, god tilpasning, kærlig og vagtsom!

Det kan undre, at der ikke er så mange i DK af dem, måske fordi de har fået et lidt uretfærdigt ry? Som egensindige og svære at opdrage – det er helt forkert! Jeg hælder mere til, at det er pga den pelspleje, der er nødvendig.
For mit vedkommende valgte jeg tidligt at lade ham klippe, så jeg kunne holde ham pæn – og jeg har aldrig haft intensioner om udstilling eller avl. Han skulle bare være min dejlige hund, og han har altid været nem at have med at gøre, han krævede ikke meget, og vi fandt ud af en god rytme med børstning hver morgen og professionel klipning 4 x året, det trivedes vi begge med. Og så nu i morges, hvor han blev børstet for sidste gang, mens jeg havde en stor klump i halsen!

Jeg har indenfor de sidste uger fortalt, at jeg var urolig for ham, han var så træt, så træt, og han havde svært ved at få vejret! Jeg vidste godt, at han de sidste 2 år har haft dårligt hjerte (og fik medicin for det), og jeg var forberedt på, at der var kort tid tilbage! Men indimellem havde han det godt, ville gerne lege lidt og gerne gå ture.

Men denne weekend har været meget slem! Han hostede voldsomt, hev efter vejret, sov meget, spiste næsten ikke og havde også tabt sig 3 kg – det er meget for en hund at gå fra 12 til 9 kg i løbet af få måneder.

Det hjalp, når han fik sin hjertemedicin og vanddrivende piller, men det var kun 3 x i døgnet, og da han i nat kl 3 begyndte at hoste helt vildt, endte det med, at jeg selv tog 2 beslutninger: 1) at give ham en ekstra portion medicin og 2) at få tid hos dyrlægen så hurtigt som muligt, så hans lidelser kunne slutte!

Det er den sværeste beslutning en dyreejer skal træffe – og vi ved det fra den dag, vi tager dyret til os – men fortrænger det!

Den ekstra medicin hjalp, og han sov fra kl 4 til 7. Det gjorde jeg ikke! Jeg lyttede til ham, mens tankerne myldrede og sorgen fyldte mig!

Han blev børstet, og vi gik vores sædvanlige morgentur – vi mødte endda de 2 hunde, vi er gode venner med og ofte snakker med, det var rigtig dejligt!

Og heldigvis kunne vores søde dyrlæge tage os ind kl 12, og vi fik også selskab af hans kærlige “søster” / min datter, som vaskede ham i sidste uge, og som var ligeså berørt som mig!
Dyrlægen fortalte, at hun var overrasket over, at hans hjerte havde holdt ud så længe, og hun var helt sikker på, at beslutningen var den rigtige for Diki.

Vi hyggede os i sofaen i det fredelige rum, dyrlægen har til denne lejlighed – de 2 skud med bedøvelse og sovemedicin virkede hurtigt, og Diki sov bare stille og roligt ind, mens vi kælede for ham.

Jeg savner ham forfærdeligt! Det bliver svært at vænne sig til tomheden! Han har jo altid været her sammen med mig!

Farvel Diki – min dejlige, sjove, stædige, kærlige ven! God rejse over regnbuebroen, hils Bodil, din mor Lukla, onkel Sherpa og alle de andre venner!

Efter et par nervepirrende dage, hvor jeg oprigtigt troede, at Diki var alvorligt syg af sine hjerteproblemer, er dagen i dag lys og lykkelig!
Diki er ikke rask – men han er, som har været det sidste ½ år: glad og veltilpas!

Jeg ved godt, jeg er pylret! – men Diki er en stor del af mit liv, og de sidste 2 år har jeg levet med den viden, at han pga en hjertefejl har en begrænset tid hos mig!

Jeg skal “bare” passe på ham, han tåler ikke anstrengelser! Og det var det, der skete i lørdags, hvor vi var til fødselsdag i familien. Familien omfatter nu også en Fransk Buldog hvalp, Yuki på ca ½ år – mit barnebarns lille hund, som vi har hilst på et par gange – men som nu er blevet større og frækkere, og som frygtelig gerne vil lege med Diki!
Men det gider Diki altså ikke! Yuki er dog meget vedholdende og prøver på alle mulige måder at opfordre / drille Diki, så som noget meget sjældent bjæffede han af Yuki og viste tænder – det havde overhovedet ingen virkning!

Derimod kunne den mere end dobbelt så store Labradoodle Mickey , som også var med (gode venner af familiens hund) godt sætte sig i respekt – han gider nemlig heller ikke det lille myr, men Diki og Mickey er rigtig gode venner, fordi de har kendt hinanden, siden Mickey var hvalp! Så er det nemlig stadig Diki, der er “den voksne”! – Ja hunde har deres eget hiraki og kropssprog!

Det var åbenbart for anstrengende for Diki, så han var dødtræt, da vi kom hjem, og smed sig omgående i en sofa og snorksov. Det gjorde han så også hele søndagen – men det var jeg forberedt på, så jeg lod ham bare være.

Derimod blev jeg urolig, da han mandag stadig var helt udmattet og slet ikke ville noget som helst, ikke engang spise! Og vores ture blev også meget korte, for han nærmest kravlede af sted bag mig, langsomt – langsomt. Han hostede også meget, og det er tegn på at hjertet ikke pumper godt nok (derfor får han både hjertepiller og vanddrivende piller).

Så det roterede i mit hoved! Er det ved at være slut nu! Han har ellers haft det godt det sidste ½ år, godt humør og glad og livlig! I nat var jeg vågen nogle gange og kunne ikke høre ham (hosten), men lod ham være, og så begyndte tanken om dyrlæge i dag at melde sig – UH jeg hader tanken!

Da jeg tændte min sengelampe kl 7 som sædvanligt, lettede han fra sin kurv og kom hen til mig, og ville gerne op i sengen som alle andre dage! Han var glad og veltilpas og nød børstningen, som han altid får, inden vi går vores morgentur!

Nøj, hvor var jeg lettet og rørt! Min dejlige, elskede hund er helt sig selv igen! Og han gik også, som han plejer – foran mig og “læste aviser” og fik gjort, hvad han skulle, på den sædvanlige rute.

Og for nu lige at understrege, at alt er fint, skulle vi lege, mens jeg spiste morgenmad (han skal nu normalt vente, til jeg er færdig), med “skildpadden”, som han har haft fra han var hvalp – jeg skal kaste den, så han kan fange den og komme med den igen-igen!

Vi skal ikke til dyrlæge! Ikke endnu i hvert fald! Sønnen forsøgte ellers i går, da jeg fortalte om min uro, at forberede mig! – men ingen ved det jo bedre end jeg selv: der er begrænset tid, men det er så ikke nu!

Jeg har knækket koden!!! til uldvask i maskinen uden filtning! Et problem, der ofte dukker på på sider, der handler om strik, er den ærgerlige oplevelse, det er, når hjemmestrikkede (dyre) ting vaskes i maskine og bliver uhjælpeligt ødelagt! Jeg har selv oplevet det flere gange, og det er bare SÅ ærgerligt, at man kan tude over det! Der er mange forslag til, hvad der går galt: “Vask aldrig uld i maskinen” – “Vask på det ene eller det andet program” – “Uld tåler ikke centrifugering” – “Forskellig temperatur på vaskevand og skyllevand” !
Jeg har selv sørgelig erfaring for det sidste, men der er jo forskel på vaskemaskiner, og mange ved ikke, at nogle maskiner tager koldt vand ind før centrifugeringen. Min maskine gør det ved “Uldvask” men ikke ved “Håndvask”. Jeg har derfor i flere år kun vasket uldstrik i hånden, centrifugeret i maskinen og liggetørret på håndklæder. Nu har jeg, med hjertet oppe i halsen, prøvekørt et godt råd, jeg har fået fra en, der strikker rigtig mange dejlige, flotte (og dyre) trøjer i uld: Hun vasker al uld i vaskemaskinen på koldt program!!

Det gjorde jeg i går med 2 af mine lækre trøjer, strikket i hhv camel/silke/merino + silkmohair, og yak/silke/merino fra Uldfeen – altså luxux-garner. Jeg indstillede maskinen til “håndvask” m/centrifugering 800, intet valg af temperatur = vandets naturlige temperatur udefra til både vask og skyl, med flydende uldsæbe. Jeg holdt øje med jævne mellemrum, maskinen vugger tøjet med høj vandstand på det program, holder lange pauser og centrifugerer ikke længe. Jeg bruger aldrig vaskepose til strik, jeg mener, at der er større risiko for filtning, når det presses sammen i stedet for at foldes ud.

Og stor var min glæde, da jeg tog det ud af maskinen!!! Jeg kunne både se og mærke, at det var gået godt, ikke mindste spor af filtning, størrelsen passede, trøjerne skulle bare skubbes/trækkes lidt i facon til tørring på håndklæder på vaskestativet. De er begge mere lækre end efter håndvask, farverne er fine (det er ikke første gang, de bliver vasket, så overskudsfarve fra håndfarvningen er væk).

Iøvrigt vasker jeg ikke uld tit, lufter det bare.

Mine hænder fryder sig! (Kan man sige det?) Fordi jeg jeg i måneder har strikket med tykt garn og tykke pinde – og nu strikker med lækkert, blødt garn (fra Uldféen) på pinde 4 !

Jeg har strikket en Monday sweater fra Petite Knit med tweed garn + silkemohair – og flere par tykke sokker med dobbelt strømpegarn – det har været meget hårdt for hænderne!

Og nu viser det sig, at Monday-sweateren er blevet alt for stor til mig! Jeg orker ikke at trevle den op, men vil forsøge at sælge den. Garnet Rowan tweed + Silk mohair er lækkert og dejlig varmt, og jeg synes også den er flot, men altså alt for stor til mig.

Til gengæld har jeg god erfaring med, at “Ingen Dikkedarer”-sweateren fra samme designer, Petite Knit, passer godt til mig, så jeg vandt garnet op og slog op i går – og det er bare en nydelse!

Garnet er håndfarvet i smukke farver fra Uldféen i yak / silke / merino , det er smukt!

Altså!! der er ikke noget at sige til, at de har travlt indenfor offentlig forvaltning – så travlt, at man skal vente i uger – måneder – eller år på at blive ekspederet!

Jeg faldt tilfældigt på E-post fra det offentlige (som man skal tjekke engang imellem?) over et brev, der handler om tilbagebetaling af for meget betalt vedr. ejendomsvurdering! Det må jeg jo hellere se.

Nu bor jeg i andels-bolig, så jeg regner ikke med, at der står noget af interesse – men jo!! Jeg skal have penge tilbage!

Det drejer sig om mit “gamle” hus i Brædstrup, hvor jeg boede 1979 – 2013, hvor jeg solgte det. Nu er der sket omvurderinger af vore ejendomme, det har jeg godt læst, men ikke interesseret mig for. Det er en fejl! for jeg har betalt for 2011-2020 – den nette sum af:

Kr 10.13

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil bede om at få dem udbetalt!

Jeg er så heldig at kunne bede om – og få – hjælp fra mine børn, børnebørn og sågar svigerbørn!

Denne gang var det svigersønnen, der kom og satte mine kasser med julepynt på loftet + flere andre ting, som jeg ikke selv kan.

Og så fik vi lige en kop kaffe og en lille snak, som bl.a. handlede om hans Mor, som gik bort for 1½ måned siden efter over 50 års gigtsygdom – ufatteligt, at hun klarede sig så længe, de sidste 11 alene efter sin mands død – og med en fantastisk livsvilje og ukuelighed!

Dorthe malede de skønneste billeder, oliemalerier og akvareller, mange af dem fra sit elskede Spanien, hvor de havde et dejligt, landligt hus i højderne udenfor Malaga. Og så kom jeg til at tænke på de 4 akvareller, jeg købte af hende i forbindelse med en udstilling for mange år siden. De var ikke blevet hængt op her efter min flytning for 9 år siden, dels fordi der ikke er så mange vægge, men også fordi de skulle renses for nogle små flueklatter bag glasset! Det kunne svigersønnen godt – det var hans Far, der havde rammet dem ind i sin tid, så jeg fandt dem frem, og så kom de op at hænge igen!

Nu hænger de på en rigtig god plads, hvor jeg har haft et patchwork-vægtæppe hængende i de 9 år (så det kunne godt tåle afløsning), og jeg er meget glad for at se på dem og mindes Dorthe og det smukke landskab i Andalusien, hvor jeg var på ferie for lidt over 1 år siden!

Den står stadig på sokker til de frysende i Ukraine! Både herhjemme og på Depotgårdens tekstilværksted.
Vi har fået en hel del strømpegarn doneret, og der kommer stadig mere !

I går blev der sendt 12 par sokker af sted! Sammen med et halstørklæde og en skøn halsedisse.

Ialt har vi nu strikket 42 par sokker, alle i store størrelser (45-48) og der kommer flere, for der er stadig afsætning på alt det garn, vi har modtaget, og der vil sikkert også blive strikket flere halsedisser, for til det formål kan vi bruge de garner, der ikke er strømpegarn.

Jeg synes ellers, jeg har vænnet mig til de 20 gr., og jeg sparer på elektrisk lys. Jeg klær mig fornuftigt på, og jeg har ikke altid åbent vindue om natten, som jeg ellers altid har haft (men hvis vinduet er lukket, må jeg for det meste op og åbne det i løbet af natten!). Med andre ord: jeg klarer en køligere hverdag/nat for at spare på strøm og varme.

MEN! i dag fryser jeg! Så jeg har ikke bare en, men 2 uldne, strikkede trøjer på nu: en strikket, langærmet sweater + en løs halvlang “Mariager” = en Hanne Falkenberg vest, som jeg vist havde glemt, men elsker! (Skulle jeg mon strikke mig én til i andre farver?)

Det hjalp, men det er selvfølgelig stormen udenfor, der er skyld i, at temperaturen herinde er dalet (og jeg har ikke skruet op).

Jeg hørte noget larm ude på terrassen, det var min parasol, som forlængst er lagt ned, men blæsten havde fået fat i den, så jeg måtte ud og lægge den under havebordet, så den ikke skal flyve rundt og forvolde ulykker.
Der er ikke så meget andet, der kan “flyve”, og vi ligger forholdsvis i læ her bag volden og plankeværket ned til jernbanen, så der er ikke de store farer for omkringflyvende genstande.

Diki tager alt med en knusende ro, han sover det meste af tiden. Det gør hunde i hans alder, og hans hjertesygdom og medicin gør ham også træt. Men vi hygger os, stille og roligt! Jeg er ikke så bekymret for ham, som jeg har været i perioder.

Hænderne holder jeg varme ved at strikke. Jeg strikker varme uldsokker til Ukraine, dels af garner fra eget “lager”, dels af donerede strømpegarner, sammen med en gruppe på Depotgården. Det går rigtig godt, de bliver både sjove, varme i dobbelt garn og fine i smukke garner. Men det tager jo lidt tid, og jeg forsømmer den tykke, varme “Monday”-sweater (Petite Knit), som jeg ellers var i gang med, netop fordi vi skal spare på varmen!

Vi har fået doneret en stor mængde garn til sokkerne, men en masse af det er ikke strømpegarn, så måske kan vi strikke nogle “halsedisser”, som også kan varme de frysende? Det er i hvert fald lækkert garn, men ikke så meget af hver slags!

En dejlig stille og rolig jul er slut, et dejligt roligt Nytår er lige over!

Begge dele passer mig rigtig godt!

Som mange gange før var Sørens kusine Gurli her i juledagene, vi har det samme tempo og hygger os godt sammen! Vi kan ikke spise så meget, som vi – og familien – kunne før, vi “løber” heller ikke så stærkt – men vi kan stadig snakke og hygge os!

Ældstesønnen hentede hende i Vejle den 24. og kørte hende en tur til Esbjerg, så hun kunne besøge sine forældres og søsters gravsted, det vil hun meget gerne, og der er nu kun hende tilbage af familien!

Jeg har plads til, at hun kan bo her (når jeg har ryddet op på arbejdsværelset, hvor jeg har en sovesofa), så de hentede også Diki og mig, så vi kunne holde Juleaften sammen med ældstesønnen og hans familie, dvs Christian, Christina og hendes kæreste Felix.

Det er altid meget hyggeligt – dejlig mad, flot juletræ med både el-lyskæde og mine Georg Jensen-lyseholdere, som nu har fået el-lys, det er dejligt trygt, når der også er 2 hunde, hvoraf den ene er en nysgerrig og legesyg hvalp!

Og et bjerg af gaver! Men vi spiser tidligt, og dermed er der også god tid til at pakke alle gaverne op. I vores familie har vi altid pakket én gave op ad gangen, i tilfældig rækkefølge, de unge mennesker tager pakkerne under træet uden at kigge på gavemærkerne, det giver en fin vilkårlighed. Og der skal kigges grundigt på hver eneste pakke.

Jeg tror, det er mange år siden, jeg har fået så mange (og dejlige) gaver! Og kun 2 ens! Så det var nemt at bytte efter juledagene. Og der var også en overraskelse, nemlig en meget flot, stor, helt rund sten, som datteren havde malet med nisser til mig – helt ny model! Jeg elsker hendes fine sten!

Det var en dejlig aften! Jeg er ikke helt sikker på, at Diki syntes det samme, for den lille 3 mdr. hvalp Yuki ville jo lege med ham HELE TIDEN! Og det kan han ikke holde til! Så han sov næsten et helt døgn bagefter!

I juledagene hyggede Gurli og jeg os med lidt dejlig mad og masser af hyggesnak og TV, inden ældstesønnen kørte hende hjem til Vejle igen, som han havde tilbudt.

Og nu knitrer strikkepindene igen, for Felix har fået lov at ønske sin julegave, og det bliver en dejlig “Oslo-hue” i en skøn vinrød farve, dobbelt Arwetta garn – det er så dejligt at strikke med!

Jeg havde også strikket nogle af julegaverne, bl.a. fik Gurli det skønne røde “Sophie’s Shawl”:

og til svigerdatteren i Brøndby samme sjal/tørklæde, strikket i det skønne, bløde UNIKAT fra Zitron, 100% merino uld.

Det er virkelig en dejlig opskrift fra “Petite Knit”.

Jeg havde også strikket sokker til svigersønnen og svigerdatteren her, og når huen (snart) er færdig, går det løs med sokker til de frysende i Ukraine, som vi er blevet enige om på Depotgårdens tekstilværksted at strikke af indsamlede garner og garnrester – jeg er ved at samle sammen! Vi er i kontakt med en lokal Ukraine-gruppe, som sørger for at sende dem derned, de fryser jo forfærdeligt!

Jeg vil ønske alle venner et rigtig godt Nytår 2023 med ønsket om FRED !!!