Så kom det igen med smerter og infektion fra galdesten!
Jeg har efterhånden døjet med galdesten i mange år- jeg tror, det første anfald var i år 2000, det var slemt, men gik over af sig selv, og så gik der 13 år, før det næste ramte mig, og det var meget slemt og medførte 6 kikkert operationer – men den planlagte fjernelse af galdeblæren blev aflyst, fordi de var bange for, at de ar, som fjernelsen af omkring 30 store galdesten ved kikkert operationer havde medført, ville medføre problemer og ende i en “åben” operation!
Så jeg har stadig den galdeblære, og det har nu med mellemrum givet infektioner og voldsomme smerter.
Denne gang blev det en slem weekend og indlæggelse på Kolding Sygehus med et infektionstal på 220..
Dog kun en enkelt dag i modsætning til 7 dage sidste gang, hvor de ikke kunne finde ud af, hvad jeg fejlede – hjerte? – lunger? – Nu blev antibiotika kur sat i gang, og jeg fik lov at komme hjem med medicin.
Men jeg var fastende hele dagen, mens de undersøgte, scannede og røntgenfotograferede, og jeg blev så dehydreret, at jeg aldrig har oplevet noget lignende! Da jeg endelig blev sendt hjem, og ikke kunne få kørsel, gik jeg slingrende som en beruset ad de lange gange, indtil et par reddere, der havde afleveret en patient, stoppede op og tilbød mig transport i en kørestol ud til P-pladsen, hvor ældstesønnen ventede. Hold da op, hvor var det ubehageligt!
Mine herboende børn er meget omsorgsfulde og sørger for mig – også sent i aftes, hvor jeg ikke reagerede på telefonen, efter at jeg udmattet og svimmel var gået i seng allerede kl. 20!
Så sønnen brød simpelthen ind hos mig (han har nøgle) for at se, om det var helt galt med mig, efter at han havde ringet forgæves mange gange. Tak for omsorgen!

Jeg havde sovet tungt og svedt voldsomt af feber, og jeg var i omtumlet tilstand ved at skifte sengetøj, da det pludselig kl 22 ringede på døren! Jeg havde det som om det var midt på natten og blev forskrækket, for hvem ville snakke med mig på den tid – var det en af naboerne, der havde brug for hjælp? Jeg havde meget lidt tøj på, men heldigvis havde jeg ikke tændt lys, så jeg prøvede at lure gennem et lille vindue ud mod indkørslen, om jeg kunne se, hvem det var – men jeg så ingen og listede hen og tittede ud i entréen – og pludselig gik yderdøren op, og en arm kom ind! Det var sønnen, (som sidder i el-kørestol, derfor kunne jeg ikke se ham fra vinduet)! Han havde ringet og ringet for at høre, hvordan det gik, for han kunne jo se, hvor dårligt, jeg havde det, da han kørte mig hjem. Så han ville sikre sig, at jeg ikke var drattet omkuld!
Mobiltelefonen lå til opladning i køkkenet, og uden høreapparater havde jeg ikke hørt hverken den eller fastnet telefonen.

Sikke en redelighed!
Nu drikker jeg saft tilsat salt og spiser også lidt igen, og jeg har det nogenlunde.

Jeg har syet endnu et krammetæppe til et ukrainsk flygtningebarn i Fredericia!

Det er så hyggeligt at sy de små tæpper i klare farver af donerede stoffer. I dette tilfælde stammer det mest fra mit eget “lager”, med supplement fra noget af det, vi har modtaget.

Vi har nu syet 40 krammetæpper – meget godt gået af Depotgårdens onsdagshold!

Lillebælt Quilterne har fået lov at bruge caféen i Superbrugsen i Erritsø i morgen, hvor vi vil deltage i “World Wide Quilt in Public” = sy patchwork et offentligt sted! Mange andre quiltere/patchworkere gør det samme over hele verden – sjovt at tænke på!

Det skal da nok blive hyggeligt, og forhåbentlig er der nogle, der vil være interesserede!

Jeg har haft drøntravlt hele dagen med at gøre et lille krammetæppe (til et Ukraine-barn) færdigt på maskinen, så jeg kan sy kanten i hånden ved denne lejlighed.

Super Brugsen Erritsø lørdag 18. juni kl 10 – 14 !

Jeg fryder mig altid, når jeg oplever god kommunikation med Diki! Det er på mange områder, og det kan være både som meddelelser eller bare intern forståelse for nogle ting.

I går aftes havde han først småklynkende gået rundt med (formentlig) resten af et tyggeben – det har jeg lært, at jeg ikke skal tage mig af: han leder efter et sted at gemme det! I går endte det med at blive gravet ned i haven!

Men senere hørte jeg ham klynke igen, og da lå han i entréen og kiggede ind på mig, sådan meget direkte, mens han kom med små klynkelyde – hvad var der galt?

Jo, foran ham lå hans elskede “skildpadde”, ét af hans mange bløde legedyr. Denne har han haft helt fra lille hvalp i 2012! Og den er passet godt på, men den var blevet slidt på maven, og nu havde han fisket noget af fyldet ud – det var han åbenbart ikke så glad for!

Så jeg måtte jo reparere den med nål og tråd! Imens han holdt skarpt øje, liggende lige foran mig på min fodskammel!

Jeg er SÅ glad for, at han har fået det så godt igen! Medicinen for hjertet + vanddrivende for vand i lungerne hjælper fint nu, hvor han får lidt mere vanddrivende. Han hoster ikke så meget og hiver ikke så meget efter luft, når vi går tur.
Han skal ikke have alt for mange løbeture efter legetøj om aftenen, som han elsker – men det klarer han selv: han stopper efter et par gange!

Så jeg satser på, at jeg har ham nogle år endnu! (Jeg var faktisk meget bekymret for bare et par måneder siden).

Jeg kan godt lide at sy æsker – og det ser ud til at være populært lige nu!

“Skelettet” er Pedari æskekarton, stoffet er fra Patchwork Kælderen i Kolding – jeg er glad for resultatet!

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker Rhododendron – det var Søren, der introducerede dem for mig, før kendte jeg dem slet ikke!

I Brædstrup havde Søren plantet mange, og han gik meget op i at finde smukke farver – det har hans ældste søn arvet efter ham, det ses tydeligt i hans have!

Her er, fra et af de første år, jeg boede her, et hjørne af min baghave med dels nogle, der var her, før jeg flyttede ind, og nogle, jeg har plantet.

• og her det samme hjørne, som det ser ud nu!

Sommerferien nærmer sig – nogle er begyndt at campere – eller sejle! Så lysten til at sy krammetæpper er stilnet noget af på Tekstilværkstedet/Depotgården.

Måske skyldes det også, at vi fornemmer, at Fredericia Kommune ikke tiltrækker så mange flygtninge, som man ser andre steder (de gør heller ikke så meget for det!).

Så nu gør vi de toppe færdige, som ikke er quiltede endnu, og så stopper vi nok i slutningen af juni med at sy de søde små tæpper. Vi har uddelt 20, og der bliver nok samme antal, skønner jeg.

Men prøv at se, hvor fine de er er:

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at de gør de motagende børn glade – og det er målet!

Nej, Diki er den samme, omend i fornyet og lettere udgave!

Det er næsten et år siden, Diki blev klippet sidst, og det var ikke pænt! Ny frisør, som ikke var så god til det som Christina, der har klippet ham hver 3. måned i 8-9 år! Og jeg fandt ikke nogen anden før nu, hvor det viser sig, at vores dyrlæge faktisk har en aftale med en hundefrisør, der kommer hveranden uge!

Jeg har været meget flittig med forskellige børster hele vinteren, og alligevel viste det sig, at den tykke underuld var filtet – jeg er meget flov! men jeg troede faktisk, at jeg kom igennem.

Det blev en hård omgang, men jeg var ved ham hele tiden, og hun var rigtig sød og effektiv! På benene var det ekstra hårdt – det var næsten som en frakke, der kunne krænges af, da der blev klippet op. Det betyder så også, at benene er klippet kortere, end det var meningen, og de er lige pludselig meget lange og utroligt tynde:

Han har 4 kurve at skifte imellem, og han er glad for dem alle. Den ene, syet af bævernylon med løs hynde, er seng og står i sovekammeret, den vaskede jeg i går, fordi jeg syntes, den lugtede. Og hold da op, hvor blev han glad, da den var tør i går aftes, og han fik den i brug, det var virkelig sjovt!

Han hoster stadig, får sin medicin + lidt ekstra, og jeg ved godt, at han ikke bliver rask – men hvor er jeg glad for, at han helt tydeligt har fået det bedre! Jeg vejede ham på dyrlægens vægt før og efter klipning, og der var forsvundet 400 gram – det er meget, når man vejede 10.7 kg !

Jeg bliver altid glad, når jeg ser, at der kommer resultater ud af de “SWAPs”, som jeg arrangerer = bytteleg mellem patchworkere.

Her er det Rie, der har vist billede på Facebook-gruppen af det tæppe, hun har syet af blokke, vi swap’ede 2020/21.

Blokkene er syet af deltagerne i SWAP’en incl. Rie selv, og jeg er sikker på, at der er et barn på et julemærkehjem, som bliver meget glad for det, som Rie har doneret det til.

Godt nok ikke meget, når man husker den vejrudsigt, vi havde fået for fredag, nemlig kraftige torden byger over hele landet! De udeblev i hvert fald her, der kom kun lidt drypperi. Men der er kommet en lille smule de sidste dage, og i nat har det regnet, kunne jeg se, da vi gik morgentur. Der er også mørke skyer, så måske?

Men det har da hjulpet, at der er kommet lidt vand + det, jeg selv har forsynet de nye planter og rhododendroner med. Det er så flot, når de springer ud – se bare:

Og foran står i midten min fødselsdagsgave fra yngstesønnen, som er en ny og spændende Hortensia, sammen med de 2 Dipladenia, som jeg har hentet hos Jens i Sommerblomster på Assensvej i Middelfart – det gør jeg hvert år, og de bliver så utroligt smukke og blomstrer til hen i november.

Der er efterhånden godt med bunddække, som jeg har sat – lidt hvert år i den tid, jeg har boet her, stort og små: Hosta, Vindergrønt, Porcelænsblomster, Guldjordbær, Immerbær (også fra Brædstrup) med små skovjordbær, og Aurikler.

Og bagved blomstrer “blomsterengen” med vilde blomster på baneskråningen, sået af andelsforeningens gartner.

Da datteren og jeg var hos “Sommerblomster” fik jeg en gedigen overraskelse! Jens, som har 3-måneders-butikken i de store forladte drivhuse, er søn af min kusine Anne, som jeg pga sygdom ikke har set i 13 år! Men hvem var på besøg i drivhuset? Det var hendes mand, Gunnar, som helt uventet sad lige foran mig på sin lille el-scooter, på besøg hos sønnen, 92 år gammel, frisk bortset fra førligheden, der gør hjælpemidler nødvendige, ligeså glad og livlig, som jeg har kendt ham i 58 år – en ubeskrivelig glæde! Et stort kram og en masse snak! Vi kunne næsten ikke stoppe igen!

Men vi fik da udvekslet vores nye adresser, tlf. nr. og mail adr., så vi kan aftale at ses igen – han skal i hvert fald se ældstesønnens “Genny” (handicap-segway), selv om han selv er godt tilfreds med sin kabine-scooter og den lille scooter, som gør ham i stand til at komme omkring.

Typisk for ham forærede han mig 3 fine særligt hårdføre og meget smukke Begonier, og så glædede han sig til at komme hjem til Anne på hendes plejehjem og fortælle om vores møde!