Indbrud juleaften!

Jeg bemærkede ingenting, da jeg kom hjem sent i går aftes – jeg havde også tændt masser af lys, og radioen spillede – men der havde altså været indbrud!

Det opdagede jeg først i formiddags, da Christina kom på besøg og på et tidspunkt stod og kiggede på nogle små, gamle keramiknisser, jeg har stående på skænken, hvor jeg har alle billederne af min familie:

Da jeg ville vise hende glasnissen, som jeg havde tændt lyset bag, før hun kom, opdagede jeg pludselig, at ét af billederne var blevet udskiftet, uden at jeg vidste det!

I sidste øjeblik inden Jul havde jeg ønsket mig det flotte billede, som storebror Christian har taget af hende, efter at hun har klippet det lange hår af – og givet det til kræftramte til parykker.

Hold da op! Jeg havde slet ikke set det, heller ikke, da jeg tændte lysene bag nissen og i Jette Frohlich dekorationen!

Christian, Christina og deres Far havde låst sig ind, efter at jeg var kørt hjemmefra for at fejre juleaften hos datterens familie. Meget omhyggeligt havde de undgået at sætte spor: kørestolen blev på gulvtæppet i entréen, skoene blev taget af, og ingenting rørt ud over billedet, som blev sat ind i rammen fra et tidligere billede (med langt hår)!

Det var en sjov og dejlig overraskelse!

En dejlig juleaften

Det var en dejlig juleaften for Diki og mig hos datteren og hendes familie!

Diki er ellevild af glæde, når vi kommer på besøg hos Bodil og BeBe, og det samme er de.

Efter meget lækker andesteg, hvem vandt så den flotte, lækre mandelgave? Det gjorde Mormor! …

..til stor, stor skuffelse for Ebbe, som er helt vild med de skønne chokolader – og så sådan en stor æske –

så det var godt, han kunne finde trøst hos tålmodige Bodil!

Juletræet var så smukt..

..og der var rigeligt med gaver til alle – også Diki og..

..Bebe og Bodil. Tyggestængerne var et kæmpehit, og senere forsøgte de at hugge dem fra hinanden – for nogen var jo hurtigere til at gnave dem ned end andre!

Det var helt igennem en dejlig og hyggelig aften, og jeg fik dejlige gaver fra hele familien!

Og i dag har jeg fået bragt en “Doggy-bag” med rester fra andestegen, som jeg skal have til frokost! Uhm!

.

Glædelig Jul fra os!

Rigtig glædelig Jul ønsker Dikie og jeg til alle venner, familie og følgere her på bloggen!

Vi er næsten klar og glæder os til at være sammen med det meste af vores familie, vi sender en særlig kærlig hilsen til “københavnerne” Yngstesøn, svigerdatter og Victor! Vi håber, at I får en dejlig jul!

Julekort

For første gang i mit voksenliv, dvs siden jeg flyttede hjemmefra som 18-årig, har jeg ikke sendt julekort i år!

Det er faktisk synd, at den gode gamle skik er gået til! Jeg giver Post Nord en del af skylden, for hvem vil sende kort uden at vide, om de kommer frem og hvornår? Og så er det blevet uforskammet dyrt.

Men selvfølgelig har Internettet også sin del, for det er jo så nemt!

Jeg har modtaget 1 julekort – og måske er det sigende, at det er fra Belgien!

Jeg “plejer” at sende mange, håndskrevne + medfølgende med billeder, lavet på pc’en.

Men det er slut!

Jeg vil dog gerne sende en kærlig hilsen til mine følgere her på bloggen! Glædelig Jul!

Pindene gløder!

Ja, pindene gløder på den “Ingen Dikkedarer”-trøje, jeg gerne skal have færdig til julegave! Jeg tror på det, jeg er halvvejs med ærme nr 2, og der er jo så godt som ingen montering. Men den skulle gerne vaskes inden aflevering.

Det går nok.

Men jeg strikker også hele tiden! Jeg fik dog købt den allersidste julegave i dag, og efter at jeg havde kørt min nabo til toget, så hun kunne komme på juleferie, uden at hendes bil skulle stå på en P-plads, fik jeg også købt ind til den lille julefrokost, jeg har inviteret nogle familiemedlemmer til 2. juledag. Hvordan kan det nu være, at selv om det kun skal være en “lille” julefrokost, så skal der altså være “det hele”, ellers er det ikke rigtigt! Sild og kål med tilbehør, lidt fisk, en hjemmelavet leverpostej og lidt mere – hm! Vi kan jo ikke spise det hele.

Inden juleferie fra Depotgården

I går var jeg på Depotgården for sidste gang før juleferien.

Laila quiltede et stort sengetæppe, som Projekt Puttetæpper har modtaget fra Ulla i Smørum. Når jeg får syet lukkekanten på, bliver det sengetæppe på Julemærkehjemmet Liljeborg (1 af 48!).

Vi har haft meget store problemer med long-arm-maskinen i meget lang tid, og reparatøren har ikke kunne udbedre det, m,en har antydet, at det var pga menneskelige fejl – en “fejl-40” ! Det er dobbelt ærgerligt, når der nu er kommet en dygtigere mand til! Det er ovenikøbet en af brugerne på Depotgården, der er rigtig god og meget hjælpsom, og så har han samtidig et dejligt humør! Så Svend er populær på Tekstilværkstedet! Han har bl.a. fundet ud af, at det er forkerte nåle, der bliver brugt, og at det er derfor, der er problemer.

 

Ruth havde også quiltet et sødt tæppe, som bliver til et puttetæppe, hun mangler kun lukkekanten.

Og Bodil har syet et flot juletræstæppe!

Vi hyggede også med æbleskiver og småkager til eftermiddagskaffen, GOD JUL allesammen!

Super sejt initiativ fra Christina!

Christina, som har haft langt hår – somme tider meget langt hår – havde lyst til at prøve at være korthåret.

Og det er hun sandelig blevet!

Det seje ligger i, at hun vil donere sit dejlige hår til kræftramte! Det er meget smukt tænkt. Håret skal være 25 – 30 cm langt, for at det kan bruges, og det er det. Hun har selv klippet, og Far’en har brugt maskinen i nakken. Jeg gætter på, at hun ikke havde fået sin Mor til det 😉

Lækkert hår! Flot gjort Christina!

Post Nord har noget at lære !

Så er der kun én julegave tilbage at købe, og det er nemt.

Nogle af julegaverne har jeg købt over nettet, og yngstesønnen har købt mange julegaver til den jyske del af familien, adresseret til mig – så jeg render til de forskellige pakkeshops og henter! Det er OK, vi har aftalt det.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at Post Nord har sovet i timen! For når man konstaterer, hvor hurtigt de bestilte gaver er fremme, så undrer jeg mig over, at vi i årevis har skulle aflevere julepakker mange dage forud for julen!

En gave, jeg bestilte i går, blev afleveret i nat kl 02,20 i en pose, hængt på dørhåndtaget, og meddelt i en SMS!

Hvordan kan det lade sig gøre? Det har Post Nord ikke gidet interessere sig for!

Hold da helt op, jeg kan næsten ikke følge med!

Projekt Puttetæppers styregruppe (Karin, Rita og jeg) har med betænkelighed sagt ja til et ønske fra det nye julemærkehjem Liljeborg i Roskilde, som netop er i opstart og bliver indviet 12. januar, om sengetæpper til børnenes 48 senge + 8 gæstesenge.

Det er en ordentlig mundfuld, og da vi med dette julemærkehjem er oppe på 1.000 børn, der hvert år får 10 ugers ophold og dermed gerne vil sy et puttetæppe til alle 1.000 (!), så skulle der lige tænkes lidt! Men vi hoppede ud på dybt vand og spurgte tæppetanterne og andre patchworkere, om hvem, der havde lyst til at sy et sengetæppe, eller måske allerede havde et liggende i skabet?

Vi er lige ved at blive blæst omkuld! For det er kun 1 uge siden, vi sendte opfordringen ud, og det vrimler med tilmeldinger!

Allerede nu har vi fået 12 billeder af færdige sengetæpper, de er simpelthen flotte – og mange flere er ved at blive syet. Vi har ingen deadline, og vi har pointeret, at puttetæpperne har 1. prioritet. Men se her de første 12:

Og de sidste 2 skal også vises med bagsiden, hvor man rigtig kan se den flotte quiltning:

F

På et hængende hår!

PUH HA! Det ku’ være gået helt galt – det er godt, jeg kører forsigtigt og ikke tager chancer!

Jeg holdt pænt tilbage midt i krydset Strandvejen / Erritsø Bygade, og blinkede til venstre, afventende de (mange) modgående biler, og da lyset skiftede til gult, beredte jeg mig på at køre. Der kom nogle spredte biler, så jeg trillede ikke, før der var rødt – men jeg skal love for, at der var én, der havde travlt! Han kørte ikke over for “taxagult” eller gult – men for rent rødt! Så hvis jeg ikke havde holdt godt øje med ham, men var kørt til venstre, som jeg naturligvis måtte – så havde jeg ikke siddet her!

Jeg må indrømme, jeg pustede kraftigt ud og sansede ikke at se nummerplade, men kun at det var en ung mand i en rød, lettere ramponeret bil, der kørte meget stærkt.

Jeg er vred!!