I morgen eftermiddag har vi en temadag på Depotgårdens Tekstilværksted, hvor man kan prøve at sy små tasker af slips!

Det er en del år siden, at der var én, der fandt på denne finurlige taske, og jeg har i tidens løb demonstreret den flere gange.

Jeg har en hel masse slips, som jeg er blevet foræret, og vi har også fået en stor pose fuld på Tekstilværkstedet, så vi har nok at arbejde med. Vi har også indkøbt metervis af lynlåse – der skal bruges 2 meter til 1 slips = 1 slipsetaske – så det er bare at gå i gang.

Spændende, hvor mange, der har lyst til at være med.

Jeg er blevet forkølet og var bange for, hvor slemt, det skulle blive, men det ser ud til, at det allerede er aftagende (3xbank under bordet). Jeg skal jo ikke smitte nogen. Der er faktisk flere, der fornylig har haft meget grimme udgaver af forkølelse, og der er næsten ingenting, jeg hader så meget som en slem forkølelse. I går holdt jeg mig hjemme og drak spandevis af grøn te, pakkede mig godt ind i en tyk trøje, hjemmestrikkede uldne sokker og silketørklæde om halsen – jeg tror, det har hjulpet.

En begyndende forkølelse holder mig hjemme i dag, jeg sov ikke så godt i nat, fordi jeg var snottet, og så drømte jeg – igen – noget forvrøvlet tøjeri! I baghovedet blev ved med at lure noget, som jeg ikke kunne komme på!

Det sker ofte, at jeg pludselig ikke kan komme på et navn, som jeg udmærket kender, eller noget andet, som bare er væk i øjeblikket, men hurtigt dukker op. Jeg ved, at der er mange på min alder (eller endda yngre) som har det ligesådan. Og det er bare irriterende!

I går havde jeg hyggelige besøg – først af Christian, som hjalp mig med at pille ledningerne til den udendørs julebelysning ned og satte kasserne med julepynt på loftet – det er så dejligt, at jeg altid kan bede ham hjælpe!

Senere kom Christina og hendes kæreste til eftermiddagskaffe, og vi hyggede nogle timer.

Jeg har et skibsur og barometer i samme stil på væggen, det har vi haft i mange, mange år, og det hører til, uanset, hvor vi har boet.

På et tidspunkt spurgte Christina, hvordan man skulle forstå måden, det slår på, det kunne hun ikke få til at passe med klokken?

Det kunne jeg godt forklare, men om jeg kunne komme på, hvad det er, det hedder, når et ur slår sådan maritimt! Hvis man ikke ved det, så slår det indenfor 4 timer (som svarer til vagterne ombord på et skib), efter et mønster med 1, 2, 3, og 4 slag på hele klokkeslet, samt tilføjet et hurtigt slag på halve klokkeslet.

Jeg ved, at det hedder et bestemt ord, og det blev ved med at rumstere i mit hoved både i nat og i dag – pludselig dukkede det op: “Slår slag” – nej, “slår kop” – nej, “slår krus” (hvor kom det fra?) – “slår glas” !!! Ja, det er det, det hedder. Jeg ved jo godt, at det kommer på et eller andet tidspunkt.

Det er glimrende håndarbejde at sy lukkekant på et puttetæppe, med håndbold som baggrund! I hvert fald, når det er andre hold en vores eget, der spiller!

I går aftes blev jeg færdig med lukkekanten på et skønt tæppe, som jeg selv har været lidt inde over, idet jeg har syet den dejlige kant med ugler + lukkekanten på – med lidt problemer, fordi den ville trække.

Laila har quiltet på long-arm-maskinen på Depotgården.

Men resultatet er blev flot! Tæppet er lige i overkanten af, hvad vi anbefaler (for at der ikke skal være for stor forskel på str. af de tæpper, børnene får), så jeg kunne godt have undladt uglekanten, men for det første kan jeg godt lide, der er 1 eller helst 2 rammer om tæppet, for det andet var uglerne, som er en donation, så oplagte i farverne. Det er jo sådan noget, jeg elsker!

Det sidder i maven endnu! Forskrækkelsen og lettelsen over, at det lykkedes mig at redde Alfred, en stor Berner Sennen hund, som Diki og jeg mødte i morgenmørket midt i trafikken på Erritsø Byvej.

Da jeg fik øje på ham, var han på vej over den stærkt trafikerede vej med børn på cykler og mange biler – sort og svær at se, hvis det ikke lige var pga hans størrelse – men helt upåvirket af trafikken!

Han stod lidt rådvild, men glad og logrende, midt på vejen, han var på eventyr! Jeg kiggede mig omkring, men han var ikke sammen med nogen, så jeg kaldte på ham, og heldigvis kender han os, for vi stopper tit op og snakker med ham og hans lidt ældre “bror”, når de står i deres forhave og gør voldsomt ad forbipasserende – men ikke os, for vi snakker jo med dem.

Så han kom heldigvis hen til os på fortovet og vimsede glad om os, det store bjerg, som han er. Vi må vist hellere følge dig hjem, sagde jeg til ham, så vi vendte om og gik tilbage og hen ad den vej, han bor på, og han fulgte glad med. Nåh ja, han smuttede da lige lidt ud på vejbanen igen, så jeg var glad for, at bilisterne åbenbart havde set os og kørte langsomt. Han havde ikke halsbånd på, så jeg kunne ikke holde ham.

Da vi kom til hans hjem, stod hoveddøren åben til haven, så jeg kaldte højt, indtil ejeren kom ud og tog imod Alfred – “din bandit!”, sagde han og forklarede, at han var lukket ud i haven for 2 minutter siden – nåh jah det var måske lidt underdrevet! Heldigvis havde han netop selv fortalt mig for et par dage siden, mens vi stod på hver sin side af hegnet om haven, at Alfred har fundet ud af, at han kan springe over hegnet! Ja, det var jo faktisk det, jeg huskede, da jeg mødte ham midt i mørket og morgentrafikken.

Min forskrækkelse meldte sig faktisk først, da jeg var kommet hjem. Jeg fik uro i maven og havde svært ved at “falde ned” ved tanken om, at jeg kunne have stået og set Alfred, det glade “læs”, blive kørt ned!

Godt, at vi kender hinanden, ligesom vi har mange andre hundevenner i nabolaget.

Den yndigste baby, man kan tænke sig, kun 5 dage gammel – født Nytårsaften! – har taget det Marysvøb i brug, jeg har strikket til hende.

Kæmpestort til lykke til de nybagte forældre til den lille pige.

Tak fordi I har overskud til at sende mig billeder allerede og givet mig lov til at vise dem!

Jeg kan godt forstå, at Victors Far (min yngste søn) er “pavestolt”, som han skriver på Facebook.

Victor fylder 7 år om 15 dage og går i 0.klasse. I dag havde han udtrykt ønske om at få boller i karry til aftensmad, og han ville gerne selv handle!

Hans Far fortalte, hvad der skulle bruges, og Victor skrev selv indkøbsliste!

Og så købte han ind – hvis der var noget, han ikke kunne finde, spurgte han personalet!

Hvis nogen har brug for hjælp (det havde jeg!), så har hans Far lært som spejder at lave kødboller af medisterpølse(!) og ris til – resten er da nemt – ikk’ ?

Han er dygtig, er han! Og så er han vant til at være med ude at handle!

Da jeg flyttede ind her, spåede mine børn, at der snart blev dannet en patchwork klub i Fælleshuset – det er ikke sket! Men der er da udsmykket med patchwork i den store stue, det er altid noget!

Derimod er det nu blevet et faktum, at vi har en strikkeklub! Og i dag var første gang i det nye år, at vi strikkede.

Det startede jo med, at der var nogen, der gerne ville lære at strikke sokker på rundpind med “Magic loop” og spurgte, om jeg ville lære fra mig. Selvfølgelig – og der var da også 3-4 stykker, der prøvede, men der er kun 1, der stadig strikker sokker på den måde, foruden mig.

Men det er jo ikke nogen tvang, at man strikker sokker, så der strikkes både karklude og sjaler, og så sokker, nu på 4 pinde!

Og så larmer vi! Der er ikke noget som kvinder i alle aldre, der kan fortælle og grine af hinandens historier!
I dag var det barndomshistorier, teenagehistorier – altså egne oplevelser – om strømper holdt oppe og fast til et livstykke med elastikker og knapper – om underbukser med lodden vrang – om søskendeskænderier – om manglende sexoplysning dengang, om reaktionen på at skulle have tvillinger – både egen og mandens (!), osv – hold da op, hvor det var sjovt! Alle kunne grine med – og det gjorde vi! Skøn eftermiddag!

Så blev det (endelig) hverdag igen! Nok med alle de hellig/fridage!

I går var Depotgården i gang igen, i eftermiddag strikker vi i Fælleshuset her. Det er godt at komme op af lænestolen! Jeg har ikke rørt sytøj i 14 dage, strikketøjet bliver motioneret, det er ren hygge.

Endelig kom den baby til verden, som jeg har strikket Mary-svøb til – det blev en lille pige, der valgte Nytårsaften til sin ankomst – det kan hun få meget sjov ud af i fremtiden! Hun skal også have en sød trøje i lidt større str. end de 2800 gram, hun vejer nu. Den er jeg næsten færdig med, og den bliver sød.

I dag har jeg været “bisse” på vegne af mine naboer, som er et par rigtig søde mennesker i 90’erne. De bliver tyranniseret af deres avis bud – og de er ikke de eneste, det er faktisk et stort problem for flere, og har været det i flere år, trods klager. De er meget kede af det, men kan ikke selv få sig til at ringe til avisen. Det er så heller ikke så nemt med den tlf.-sluse, man skal igennem med lang ventetid.

Men jeg ringede for dem, for jeg synes ikke, de skal finde sig i den måde, han opfører sig på: går ind og tager selv af deres clementiner f.eks., truer og dundrer på vinduet for at få en julegave, som de gav ham sidste år (det skulle de ikke have gjort!). Servicemedarbejderen, der tog imod klagen, var faktisk ret chokeret! Der ville straks blive gjort noget ved det, og jeg skulle love at ringe, hvis der sker mere af den slags.

Selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe dem, den slags dårlig opførsel vil vi ikke have her i vores lille fredelige enklave!