Multi-julegaver!

11 sorte håndklæder – 5 badehåndklæder og 6 alm. – fik jeg i julegave af mine børn/børnebørn!

Vi udveksler altid ønskesedler i familien og er normalt også ret gode til at holde hinanden a jour med, hvad vi har købt til hvem! Det kan godt gå galt, og især yngstesønnen er flere gange løbet ind i gengangere, når han pakker op. F.eks. fik han et år 4-5 livremme! Jeg fik 1 år 3 “stegesø’er”.

På min ønskeseddel i år stod 2 håndklæder og 1 badehåndklæde, sorte i en god kvalitet.
Og det ønske havde alle 3 familier benyttet sig af. Hvordan det så går op med 6 og 5 – ja, det var vist noget med et tilbud. Og alle 11 var købt i samme mærke og samme butik = Jysk.

Jeg er rigtig glad for dem, farven passer til farvene hvid/grå/sort på fliserne i badeværelset, og jeg har et skuffedarium med sorte og grønne skuffer, som er stemt af efter fliserne og de grønne håndklæder, jeg har brugt mest, siden jeg fik dem i fødselsdagave for nogle år siden. Nu kan jeg gemme de røde og gule håndklæder, som jeg alligevel aldrig bruger, væk og få fornyelse!

Vaskemaskinen har kørt 2 gange, og nu er det fint vejr til udendørs tørring.

Jeg fik i det hele taget dejlige gaver af dem allesammen, bl.a. et nyt betræk til mit store strygebrædt, som jeg har ledt efter i flere år, undertøj, ny thermo tekande, te. Og en dejlig taske i kernelæder.

Men overraskelsen kom i form af en kæmpestor pakke, som var afleveret her i en stor sæk, som jeg skulle transportere til Sjælland til juleaften. Den indeholdt en standerlampe! Jo, jeg kan godt se, at den, jeg har, er lidt leddeløs, så det er jeg glad for! Nu håber jeg bare, at giveren kommer og monterer den 😉


Hård hjemkørsel

Efter en dejlig og hyggelig jul i Brøndby hos Victor og hans Mor og Far, blev det en ualmindelig ubehagelig hjemkørsel!

Fra før Ringsted til efter Slagelse var der langsom køkørsel, og så blev jeg advaret både i radioen og af sønnen, der ringede om, at det ville blive endnu værre på Fyn, hvor en stor lastbil var forulykket og væltet ind over midter-autoværnet, så der var spærret helt af, mens oprydningen stod på! (Gad vide, om chaufføren var faldet i søvn, for der var ikke andre biler involveret).

Heldigvis kunne jeg tanke benzin og komme på toilettet lige før Storebæltsbroen, eller var det gået galt!

Køen startede allerede over broen, og selv om mange fulgte rådene om at dreje fra mod Knudshoved lige efter broen, kørte både de biler og vi, der blev tilbage, den langsommeste kørsel, jeg nogen sinde har oplevet. 10 – 100 cm ad gangen, hold stille – og så igen. Jeg ville være kørt fra Nyborg Ø afkørslen, men Trafikradioen advarede igen og rådede til at bruge afkørsel 46 ved Langeskov. Jeg ved ikke hvad der var værst – det var i hvert fald rigtig slemt mellem Nyborg og Langeskov, hvor 2 rækker sneglede sig af sted. Og så er der jo altid nogle, der hele tiden skal skifte plads, og andre, der er så langsomme, at en bil kan snige sig ind foran…. ØV, hvor var det træls! Da jeg nåede afkørsel 46, delte politiet bilerne, så nogle kom fra, og andre blev guidet igennem en smal bugtet sti forbi ulykkesstedet, hvor oprydningen gav en lille smule plads – der kom jeg igennem. Men der var endnu en forhindring længere fremme, som satte farten ned igen.

Hold da helt op, hvor var jeg træt i hovedet efterhånden. Det tog 2 timer at komme de få km forbi Nyborg og Langeskov, så hvor jeg kørte til København på 2 timer i søndags, brugte jeg 4 1/4 time på at komme hjem.

Heldigvis har jeg en fantastisk tålmodig hund, som lå i sin kurv i bagagerummet og ikke sagde et eneste piv! Og jeg havde vand med, men turde ikke drikke for meget, for det skulle jo ud igen! Flere steder stod en bil “smidt” i nødsporet, mens chaufføren stod og tissede – den løsning har vi piger ikke lige! Men jeg kom tør hjem!

Dejlig jul med familie – og dejligt at være hjemme igen! Jeg er sikker på, at Diki mener det samme, selv om han var sød at have med på besøg!

Nissefamilien fuldendt


I løbet af mange år har jeg strikket mange nisser, både til familien og til spejdernes julebazar. Måske for mange, så jeg mistede gejsten for nogle år siden, og derfor har yngstesønnen kun den ene nissemand, som jeg har lavet til ham, før han fik familie. Og de er meget juleglade, så jeg pakkede nogle påbegyndte nisser med i bagagen, da jeg tog på julebesøg og lavede dem færdige juleaftensdag.
Den gamle nisse er blevet lidt sammensunken og har mistet sine sivsko, men sådan kan det gå. Victor er meget glad for sin nissedreng og legede med ham Juleaften, mens LEGO-pakkerne hobede sig op!

Her er starten på min fabrikation af nisser!

Hvid jul med familien

Jeg kørte til Sjælland lillejuleaftens dag i silende regnvejr, men rimelig trafik. Bilen var hårdt pakket med julegaver fra hele den jyske familie + en glad lille Diki, der sov bag hundegitteret bagest i bilen. Jeg hørte ikke en lyd fra ham på turen!

Jeg havde hundetravlt med at købe og pakke julegaver de sidste dage, men jeg blev færdig! Også med de hjemmelavede.

Jeg var dårligt kommet til Brøndby, før det begyndte at sne! Og i løbet af aftenen blev det også frostvejr, så det var godt, jeg havde pakket vinterstøvlerne i bilen.

Vi har haft en meget hyggelig Juleaftens dag og Juleaften, hvor Victors Morfar og Bedste også var med til at spise risengrød og den meget lækre andesteg (der var stegt 2, men kun 1 blev spist). I denne familie består mandelgaven af en pose med en masse gaver, som vinderen deler ud mellem alle ved bordet! Værten – min yngste søn – vandt og delte ud, og der var gaver efter alles smag: jeg var så heldig at få 3 fine hæklede karklude.

Det meget smukke juletræ var pyntet af svigerdatteren, og det er altid hyggeligt at gense bl.a. gamle ting fra mit eget juletræspynt, som mine børn har fået, samt ting, jeg har lavet til dem.

Traditionen tro dansede vi om træet og sang en sang, valgt af hver af os – og Diki dansede med!

Han er så nysgerrig og sød og opfører sig upåklageligt, bare jeg er “ved hånden”, for han skal ikke risikere, at jeg forsvinder! Hans seng er med og står ved siden af min i gæsteværelset, og han har fået lov til at ligge i sofaen ved siden af mig! Haven er indhegnet, så ud over de ture, jeg går med ham, kan han komme ud, når han vil, ligesom hjemme.

Der var mange, mange pakker, og naturligt nok flest til yngste deltageren, som fik masser af både LEGO og dejligt tøj!

Den sidste pakke (efter aftale med hans Far og Mor) var denne – helt uventede, som det ses:

Farmors gamle PC.

“En rigtig computer!”
Far’en bruger Juledag på at tømme den helt og sætte en supplerende, ny harddisk i, så den bliver noget hurtigere. (For mig var den uudholdelig langsom, ikke mindst til billedbehandling).

Det gjorde lykke!

 

Det er godt, vi har nogle flittige tæppetanter…

…i Projekt Puttetæpper! For jeg får ikke selv syet ret meget lige for tiden! Jeg fortæller mig selv hver dag, at så er der noget andet, jeg laver for samme dejlige projekt!

Bl.a. laver jeg billeder af alle de skønne tæpper og lægger dem ud diverse hjemmesider, Facebook og galleriet på Dansk Patchwork Forenings hjemmeside.

I går fik jeg sorteret alle de tæpper, som midlertidigt er havnet her på min sovesofa (igen)! Nogle af dem er taget fra til en udstilling på plejecenteret Nørrevang i Horsens fra 3. januar. Andre bliver sammen med tæpper fra de andre i styregruppen sendt med forstanderen på Fjordmark, når vi mødes den 2. nov. til et specielt arrangement, og Lasse hjælper os så med, at de kommer til Julemærkehjemmet Skælskør, som ikke har fået tæpper for nylig, som de andre har. Lagrene skal jo være fyldt op!

Og der skal også laves adresselister, som skal følge med tæpperne, fordi hjemmene insisterer på at sende et takkebrev til dem, der har syet tæpperne – det bliver “tæppetanterne” meget glade for!

Se nu lige billeder af 18 flotte tæpper, som én tæppetante har afleveret indenfor de sidste 14 dage!

Pernille har selv syet nogle af tæpperne, men langt de fleste har hun syet af blokke (firkanter), som andre har syet og afleveret, eller ufærdige tæpper, vi har modtaget. Når nogle af dem ligner hinanden / er syet efter samme mønster, er det fordi det er efter årsmønstre fra forskellige år. Nyt mønster hvert år. Og her er brugt mønstre fra 6 forskellige år, foruden mønstre efter eget valg.

Det er imponerende!

Ny PC

Jeg har fået ny PC, og yngstesønnen har brugt hele sin weekend på at overføre filer fra den gamle til den nye – med fjernstyring! – sikke et arbejde! Jeg er meget taknemmelig ober, at han vil og tager sig tiden til det.

Den gamle var super langsom, så det har været et ønske længe!

Nu er der lige et par ting, jeg skal finde ud af, så bliver det en stor lettelse!

Depotgården på Kulturnat 2018 i Fredericia

Som vanligt var Depotgården med på Kulturnatten i Fredericia i går.

Men det var første gang, jeg var med, og det var meget hyggeligt og sjovt!

En masse (selvbyggede) boder stod samlet på den åbne plads overfor Den Engelske Pub, og der kunne man se alle de forskellige ting, vi laver i de forskellige værksteder. Der var også salg af de nogle af de ting, der bliver fremstillet. Jeg solgte en trøje og brugte straks pengene på en meget yndig ring!

 

Tekstilværkstedet, hvor jeg slår mine folder, havde en meget hyggelig bod, hvor vi var flere, der sad og strikkede og syed mindre ting. Og Projekt Puttetæpper havde udlånt 2 flotte puttetæpper, som er quiltet af Laila på Tekstilværkstedet, ét af dem er også syet her – de blev meget beundret!

Det var en dejlig eftermiddag og aften! Og vores egen café havde sørget for kaffe, te, sandwicher og snolder til os allesammen!

 

Det holder jeg ikke til!

Hvis denne varme fortsætter, må jeg anskaffe mig en rollator!

Jeg er svimmel, og jeg kan ikke gå lige hen ad fortovet! Så folk må tro, at jeg er beruset. 🙁 ! Det er faktisk meget generende.

Og jeg husker at drikke masser – af vand!